Jeg glemmer aldrig dengang jeg gik i gymnasiet, og hele min klasse fik til opgave at skrive en artikel om, hvorfor man skulle være ansat. Dengang havde jeg et andet syn på tilværelsen, det vil jeg gerne indrømme! Jeg var doven, gik meget ud, men passede trods alt mine lektier. Og jeg havde da også en deltidsjob i en isbar, men jeg synes, at det var dødsygt, og at det var et slavearbejde uden lige. Derfor havde jeg ikke meget grund til at tro på arbejdsmarkedet som et sted, jeg skulle befinde mig resten af mit liv, synes jeg. Jeg så på min arbejdsgiver, som havde givet mig den ansættelse, og hun så træt ud af livet. Hun brokkede sig meget, og jeg tænkte, at det tildels måtte være på grund af hendes job. Jeg var jo kun i dårligt humør, når jeg i perioder skulle arbejde meget, så jeg overvejede faktisk om det med ansættelse ikke var noget for mig. I hvert fald ikke der. Selvfølgelig tog jeg ikke alle jobs over en kam, men jeg var skeptisk, fordi hun var sådan en træls chef, der bestemt ikke var så glad for sit arbejde. Men heldigvis fik jeg ny og bedre erfaring med en ansættelse et andet sted året efter. Det er bestemt hjulpet mig til at se meget lysere på fremtiden!
