De fem bedste datingapps på markedet

0

Rigtig mange mennesker benytter mobiltelefonen i forbindelse med dating. Her får du mit bud på, hvilke fem apps der er de bedste lige nu, når man jagter kærligheden. Listen er derfor helt og aldeles subjektiv. 

Er du single og på jagt efter kærligheden? I så fald kan det være, at din eneste ene kun er et swipe væk. Flere og flere kærlighedshistorier starter på en datingapp. Måske det også gælder for dig? Herunder får du en introduktion til de fem bedste i mine øjne. Listen er i vilkårlig rækkefølge.

Tinder

Tinder kender du sandsynligvis allerede. Det gør du, fordi den app vel nok er den mest populære datingapp, der findes.

Det er der flere grunde til. Blandt andet at appen er yderst brugervenlig – man lærer hurtigt, hvordan man henholdsvis skal swipe til højre eller venstre, afhængigt af hvorvidt man ønsker at lære vedkommende, man ser et billede af, bedre at kende.

Derudover skyldes den høje popularitet sandsynligvis også, at appen som udgangspunkt er gratis. Det er dog muligt at opgradere til en premium-profil og få adgang til særlige funktioner, for eksempel kan man give penge for at se, hvem der allerede har liket en. Langt de fleste klarer sig dog ganske fint med den gratis udgave.

På Tinder har man mulighed for at tilføje op til seks billeder af en selv på ens profil. Tilmed har man mulighed for at skrive en lille profiltekst om, hvem man er, og hvad man søger. Dog er der ingen ingen garanti for, at ens profiltekst bliver læst. På Tinder er det nemlig det ydre, der i første omgang tæller.

Der kommer løbende opdateringer til Tinder. Nogle af disse opdateringer bliver en permanent del af servicen, mens andre falder fra. Det skete for eksempel med Tinder Social, som var Tinders udgave af ’Heaps’. Folkene bag vurderede ganske enkelt efter et par måneder, at denne funktion ikke passede ind i det samlede koncept.

Happn

Der skal nok også være en enkelt eller to af jer, der kender Happn. Denne app har nemlig også fået ganske godt tag i danskerne.

Happn fungerer ved hjælp af lokalitetsfunktionen i ens telefon. Man har mulighed for at like brugere, man har passeret i den virkelige verden. Man kan faktisk både like og charme. Hvis en af dem, man har liket, også liker en selv, får man en besked om, at man er et crush, og man får mulighed for at chatte med vedkommende.

Hvis man vælger at charme en person, får vedkommende besked om ens tilnærmelser, uanset om personen også har liket en eller ej.

Happn giver også en mulighed for at designe sin profil med både billeder og lidt profiltekst. Ligesom på Tinder er der dog heller ingen garanti for, at de andre brugere læser ens profiltekst.

Et lille trick er at vælge det absolut bedste billede som nummer et, da det er det billede, som skal lokke folk ind på ens profil. Det er nemlig det billede, som folk, der passerer en, præsenteres for i første omgang.

Happn har både fordele og ulemper. En af appens store fordele er, at den er guld værd, hvis man ærgrer sig over, at man ikke fik taget kontakt til en person til en fest, da appen sørger for, at man får en ekstra chance, sæt vedkommende, man er interesseret i, også har appen.

Badoo

Badoo er lidt en blanding af flere af de mest populære datingapps. Appen indeholder elementer fra Tinder, hvor man kan swipe imellem andre brugere, men den indeholder også elementer fra Happn, da der er en sektion, hvor man præsenteres for brugere, der befinder sig i nærheden af en.

Badoo har oplevet massiv vækst, og der kommer hele tiden nye brugere til. Tjenesten blev lanceret i 2006, og i dag har over 374.000.000 tilsluttet sig. Selvfølgelig på verdensplan.

I den danske andedam er appen endnu ikke helt lige så populær som Tinder og Happn, men det kan sagtens være, at den formår at overhale disse mastodonter, sæt den fortsætter udviklingen i samme tempo.

Yolo

Yolo er en ganske ny datingapp, som er udviklet af Simon Lennet og Simon Frank. Appens formål har fra start været klart og skarpt defineret: Den skal få folk til at mødes og ikke blot skrive.

Folkene bag appen mener nemlig, at ovenstående kan være et problem for mange andre datingapps, altså at folk udelukkende skriver, men aldrig får taget initiativ til at møde hinanden, og selvom vi kan klare mange ting digitalt, er det nok de færreste, der finder en kæreste uden at møde vedkommende.

Appen fungerer således: Man uploader en selfie i tidsrummet torsdag-søndag. Ens selfie er offentlig i en time, og i den periode har man mulighed for at matche med andre, der har uploadet selfies. Såfremt man får et match, har man mulighed for at aftale et mødested.

Once

Nøgleordet for Once er ‘kvalitet’ frem for ’kvantitet’, hvilket står i kontrast til mange andre datingapps, hvor man hurtigt kan køre flere 100 profiler igennem dagligt, som man takker enten ja eller nej til.

Med Once får man ét partnerforslag om dagen. Partnerforslaget gives på baggrund af ens profilopsætning.

Systemet forsøger at finde et skræddersyet match, så man undgår at spilde tid på en masse personer, man alligevel ikke passer sammen med.

Så snart man præsenteres for en profil, har man 24 timer til at kigge profilen igennem og tage stilling til, om man finder vedkommende interessant.

Jeg håber, at du finder kærligheden

Jeg håber ovenstående har gjort dig klogere på, hvilken datingapp du skal prøve at finde kærligheden ved hjælp af. Hvis ingen af de nævnte datingapps trækker, skal du huske på, at der også findes et utal af netdating-sider, hvor du kan finde kærligheden. Giv ikke op!

Leave A Reply

Your email address will not be published.