Skal tandlæger være gratis i Danmark?

I Danmark passer staten på os. Vi får gratis uddannelse, lige fra folkeskolen helt til vi sidder og sveder over vores kandidat. Det er en af grundene til at vi har så mange kloge hoveder i landet, der hvert år udvikler nye teknologier og virksomheder. Vi er nogle af verdens mest eftertragtede arbejdere grundet den danske model hvor staten sikrer at ingen bliver tabt bag en vogn. Det samme gør sig gældene på vores sundhedsvæsen. Vi har nogle af verdens dygtigste kirurger, og vi er et af de lande i verden hvor du uanset status, økonomi og religion kan være sikre på at du ikke bliver efterladt i rendestenen skulle sygdommen være ude. Det er igen en af grundene til at vi igennem mange år er blevet kåret til verdens lykkeligste folkefærd. Staten er i det hele taget en stor del af vores liv, og det er en model vi i Danmark har haft stor succes med på alle fronter, på nær området omkring tandlæger.

Er vores tænder ikke en del af vores sundhed?

Ja, i Danmark går vi ind for at sundhed skal være for alle. Her er personlig sundhed et fælles ærinde som vi alle betaler til. Bare ikke når det drejer sig om vores tænder, her skal der betales ved kasse 1. Men hvorfor er det sådan? Tandlæger er vel ikke meget anerledes end dermatologer eller Urologer?

Mange mennesker lever med konstant hovedpine fordi de skærer tænder, det er en stor byrde i disse menneskers liv, på lige fod med fx. migræne der kommer på baggrund af fx. piskesmæld. Har du fået et piskesmæld er der heldigvis alverdens hjælp at hente fra det offentlige, også selvom du ikke har lommen fuld af guld. Men skærer du tænder kan du ikke engang få støtte til en bideskinne der på billigvis, er en måde at komme af med migrænen.

Så hvorfor er det sådan? hvorfor er vores mund det eneste sted på kroppen hvor vores sociale sikkerhedsnet ikke dækker os? Der findes så mange danske lavindkomstgrupper der aldrig får besøgt deres tandlæger, fordi bare det at bliver tjekket koster flere hundrede kroner, for ikke at tale om priserne på tandbehandlinger. Det er simpelthen en skam, at vi i Danmark ikke er bedre rustet til at hjælpe vores mest udsatte borgere. Spørger du mig så er deres mund da lige så vigtig at få forsikret som deres fingre, eller fødder.

Derfor synes jeg at vi bør tage debatten her i landet, skal danske tandlæger være gratis at besøge?

Comments