Skriv gode tekster: Hvad skal du huske?

Hvad er vigtigt, når du skal skrive gode tekster, som giver værdi for dine læsere?

Hvad er formålet?
Først og fremmest bør du overveje, hvad formålet med din tekst er, samt hvem din målgruppe er.

Formålet er vigtigt både for dig selv og dine læsere. Det er en god idé at starte med at beskrive formålet eksplicit for dig selv: Hvad vil du med din tekst? Hvilket emne og vinkel på emnet ønsker du at fortælle om? På den måde kan du bruge det som en rød tråd igennem hele din tekst. Du kan selvfølgelig sagtens ændre formålet løbende, hvis du finder ud af, at din tekst skal have et andet fokus.

Hvem er målgruppen?
Herefter skal du overveje, hvem din målgruppe er, og hvad de ved om emnet. Det skyldes, at du skal tilpasse dit sprog til dine modtagere: Skriver du f.eks. til fagpersoner, som kender alle fagtermerne inden for emnet, kan du sagtens benytte dig af disse. Derimod bør du overveje at tone dit sprog lidt ned, hvis du skriver til en målgruppe, som ikke er fagfolk inden for emnet. På den måde sikrer du, at du hele tiden er i øjenhøjde med din målgruppe, uanset hvad deres faglige niveau inden for emnet er.

Find frem til ”den gode historie”
I forhold til emnet og viklingen, er det altid en god idé at finde frem til ”den gode historie”. Det vil sige, at du finder en vinkel på emnet, som vil interessere din givne målgruppe ud fra, hvad du tror, deres interesser er.

Brug beretttermodellen
Tænk ydermere over, om du kan fortælle din historie ud fra berettermodellen. Berettermodellen kan du måske huske fra danskundervisningen i folkeskolen eller gymnasiet. Den går i al sin enkelthed ud på, at du starter med et spændende anslag for at fange læsernes interesse. Herefter præsenterer du de vigtigste personer og handlingen. Så uddyber du og kører over i ”point of no return”, som er historiens vendepunkt; den afgørende begivenhed, som har betydning for hele historien og pointen med din tekst.

Så følger konfliktoptrapningen og klimakset, som ofte er det, der gør en historie god. Nu tænker du måske, at der jo ikke altid er en decideret konflikt i en historie. Det er rigtigt, men så kan det bare være et problem, som du fik løst godt og blev klogere af.

Endelig kommer udtoningen, hvor du genopretter ”ro og orden”.

Gør din tekst modtagerinddragende
For at gøre dit sprog spændende og modtagerinddragende bør du gøre brug af personlige stedord/pronominer som f.eks. ”du” eller ”I”. På den måde føler dine modtagere, at du taler direkte til dem.

Hvis du har svært ved at skrive tekster selv, kan du overveje at gøre brug af et professionelt oversættelsesbureau som det her.